MISS TIGRA
POET ∙ SANGER ∙ PERFORMER
FØLG MIG HER
BIOGRAFI
Henriette Thorslund, aka Miss Tigra, er født i 1971 i Næstved, Danmark.
Som 6-årig bliver hun optaget på Det Kgl. Teaters Balletskole, hvor hun tilbringer 8 år med dans, musik og sang. Her har hun sine første opførelser og turnéer i Europa. På en af disse turnéer optræder hun i både Øst- og Vest-Berlin, hvilket vækker hendes første spirende interesse for denne by, som senere bliver hendes andet hjem.
I teenageårene forlader hun dansen og fordyber sig i poesien som ny udtryksform. Som ung deltager hun i to ophold på skriveskolen Nøddeknækkeren i København.
I 1997 flytter hun til Berlin, hvor hun bliver en del af den frie kulturscene og medvirker i en egen litteratursalon sammen med den tyske digter Tom de Toys i det berømte Kunsthaus Tacheles. Her indleder hun en lang række interdisciplinære projekter med forskellige kunstnere og kunstformer som poesi-performer og objekt-lyriker. Hun arbejder på tværs af medier og ofte på både dansk, tysk og engelsk.
I 1999 modtog hun det toårige igangsætterstipendium fra Statens Kunstfond for litteratur, hvilket gav hende mulighed for at fordybe sig i den påbegyndte rejse.
I 2000 skabte hun projektet Pop Poisoned Poetry sammen med den tyske elektromusiker T.Raumschmiere. Det blev hendes hovedprojekt de næste 15 år, hvor hun optrådte rundt omkring i Europa og USA. Projektets lyd formede sig gennem årene gennem andre samarbejder mellem Miss Tigra og forskellige elektromusikere som Anaphie, Schieres og Shrubbn!! Genrerne spænder fra oplæsning og soundscapes til rytmisk sunget trip hop, elektro-pop og techno.
Sideløbende samarbejder Miss Tigra med andre musikere i forskellige liveprojekter, hvor improvisation er det bærende element. Det gælder blandt andet en række optrædener med NBI Orchester i Kulturbrauerei og aktuelt sammen med skuespiller og musiker Leo Solter i projektet Tigra & Leo.
Ud over talrige oplæsninger, koncerter og performances har Miss Tigra også udstillet lyrikobjekter, publiceret bidrag i litteraturtidsskrifter, udgivet musik på forskellige tyske elektropladeselskaber og leveret musik og stemme til flere filmprojekter.
















